Hvad fanger
Ja det er et godt spørgsmål. Anders Petersen vil her prøve at fortælle lidt om fiskeriet i Poppelsøen.
Forårsfiskeri

Når vandtemperaturen når de 7 grader begynder fiskene at blive aktive og fighter bedre. Hovedsageligt er det nemmest at få bid hvis der fiskes på 1½ - 2 meters dybde. Den aktive form for fiskeri giver bedst, hermed menes at agnen skal bevæge sig i vandet, uanset om det er Power Bait, orm eller lignende. Jeg har selv god erfaring med små synkende wobler ca. 5 gram (evt. Salmo wobler). Indspundet Power Bait er også ret effektivt. Farven på Power Bait kan variere fra dag til dag. Fiskemetode for Power Bait: Linen føres gennem bobbelflåddet, hvorefter en svirvel monteres. Fiskeline bindes på svirvlens ende, hvorefter krogen monteres. Gerne en enkeltkrog str. 6. Et splithagl monteres ca. 30 cm foran krogen. Power Bait skal rulles mellem 2 håndflader så den får dråbefacon. Jeg anvender ikke selv så meget gennemløber eller spinner, men jeg har set andre fiske med dem med gode resultater. Fluefiskeriet er også i gang, men selv venter jeg til vandet er lidt varmere, så man kan lægge fluen ud til de ringende fisk.
Sommer og Efterår

Fiskeriet sommer og efterår foregår nogenlunde på samme måde. Når temperaturen er på ca. 14 – 15 grader begynder fiskene at søge efter føde lige under vandoverfladen. Så er det Jig tid. Når man ser en fisk vende rundt, er det spændende at kaste Jiggen ud efter fisken og starte indspinding med det samme så Jiggen går lige under overfladen. Ofte ses der en trykbølge efter Jiggen. Når man mærker hugget skal der ikke gives tilslag før der mærkes et jævnt træk i stangen. Nu er det tiden hvor Power Bait skal flyde i overfladen af vandet og trækkes langsomt ind. Når fisken går op og tager Power Baiten skal indspindingen stoppes, så fisken kan sluge Power Baiten. Herefter gives modhug. Og nu til min form for ynglingsfiskeri, nemlig fluefiskeriet. Den bageste ende af søen er min foretrukne fiskeplads, idet fiskene foretrækker at jage efter små vanddyr i det lave vand. Små fluer eller almindelige iglefluer er rigtigt gode. Nogle dage er det små nyk der skal til og andre dage skal der fuld fart over fluen. Spinnefiskeriet har også sine gode dage, specielt til tidlig morgenfiskeri og aftenfiskeri. På regn- og gråvejrsdage kan de også give gode resultater.
Vinter

Når vandtemperaturen igen daler kraftigt til under 7 grader skal fiskene tages helt nede på bunden. Næsten alt liv forsvinder fra overfladen. Her er det godt at bruge Toby Blink på 7 gram. Den kan spinnes langsomt ind og samtidigt bevæge sig meget i vandet. Power Bait på bunden er også en god fiskemetode. Det kan gøres med bly og en lille stump line som er ca. 30 cm. Gennemløber og spinner kan også have sine gode dage, hvis de fiskes dybt og langsomt. Fluefiskeriet skal fiskes med synkeline og fluen skal være lidt større på denne årstid. Farven skal være kraftig.

